Behandlinger
Kroner og broer
Stærkt beskadigede tænder bevares med en krone, hvor mistede tænder erstattes af en bro.
Hvad er en krone?
Hvis tanden er defekt, som det ikke længere er forsvarligt eller muligt at reparere med en fyldning, er det nødvendigt med en krone. Den gør tanden mere holdbar og sikrer, at tanden ikke knækker.
I andre tilfælde kan en krone være den eneste måde, du kan få et pænt og holdbart resultat på, fx når tanden er misfarvet eller misdannet. Kroner kan fremstilles i guld, rent porcelæn eller en kombination af metal og porcelæn (metalkeramik).
Guldkroner er de stærkeste og er derfor de bedste til kindtænder. Både metalkeramikkroner og porcelænskroner ligner naturlige tænder, men de er ikke helt så stærke som guldkroner.
Metalkeramikkroner – skal af guld med et lag af tandfarvet porcelæn
Kan anvendes på næsten alle tænder.
Er tanden rodbehandlet, og mangler der meget af den, er det ikke muligt at få en krone til at sidde fast. Så kan det være nødvendigt først at lave en opbygning, der sidder fast i roden med en stift. Kronen kan så sidde fast på opbygningen.
Hvordan laves en krone?
Før en krone laves, skal tanden slibes til. Dernæst skal der tages et aftryk af tanden. Når der er taget et aftryk af din tand, skal den beskyttes, til kronen er færdig. Det sker med en midlertidig krone, som kan fremstilles i plast eller metal.
Aftrykket bruges til at fremstille en gipsmodel af din tand. På modellen fremstilles kronen. Inden kronen sættes fast, skal den rettes til, så den passer i din mund med hensyn til sammenbid og evt. farve. Det kan betyde, at der skal slibes på kronen, eller at kronen skal sendes tilbage til tandteknikeren for at få ændret farven.
Når kronen passer, sættes den fast på tanden ved hjælp af tynd cement, der fungerer som lim.
Hvad er en bro?
Mistede tænder kan ofte erstattes af en bro. Der er dog grænser for, hvor mange tænder en bro kan erstatte. En lang bro kræver flere naturlige tænder til at bære den. Da en bro er cementeret fast på de naturlige tænder, vil den hurtigt komme til at føles som dine egne tænder.
Her mangler en tand.
Tre-leddet bro
Broen på plads
Broer fremstilles ligesom kroner
Broer fremstilles stort set på samme måde som kroner. Hvis de tænder, der skal bære en bro, næsten er fejlfrie, erstattes den manglende tand med en klæbebro. Så slibes tænderne kun ganske lidt, og broen limes fast med plast.
Men klæbebroer er ikke så stærke som almindelige broer, så de kan som regel kun erstatte en enkelt tand.
Andre muligheder
Tænder kan også erstattes med en aftagelig protese. Eller der kan indsættes kunstige rødder (implantater), hvorpå en krone eller en bro kan sættes fast.
Om du skal vælge den ene eller anden løsning, afhænger af dine tænders tilstand, og hvor mange tænder du mangler. Men det kommer også an på økonomi. Tal derfor med os om, hvad der vil være den bedste løsning for dig.
Smerter og bivirkninger
Det hele foregår under lokalbedøvelse. Efterfølgende mærkes der som regel ikke noget, men der kan godt være nogen følsomhed i et par dage, ligesom tandkødet kan være ømt. Når kronen/broen er cementeret fast, kan tænderne i de første dage godt være ekstra følsomme over for kulde eller varme.
Hvad skal jeg gøre efter behandlingen?
Det er vigtigt at holde de nye tænder rene.
Tænder med kroner og broer skal derfor passes som naturlige tænder, dvs. at de skal børstes omhyggeligt med tandbørste og fluortandpasta og ellers holdes rene med fx tandstikker eller tandtråd.
Ved broer kan almindelig tandtråd ikke bruges, da broens tænder hænger sammen. Der er udviklet en speciel tandtråd, der kan anvendes ved broer.
Tandtråd velegnet broer
Den stive ende stikkes gennem tandmellemrummet, hvorefter den tykke ende af tråden kan føres frem-og-tilbage og op-og-ned. Desuden kan den føres under mellemleddet (den kunstige tand).
Hvad kan gå galt?
En krone eller bro kan gå løs. Hvis ellers alt er i orden, kan du få cementeret den fast igen. Omkring hver tiende tand, der får sat en krone på eller støtter en bro, skal senere rodbehandles. Det skyldes, at nerven i tanden dør.
Ved porcelænskroner og -broer er der desuden en risiko for, at porcelænet brækker. Det kan ofte repareres, uden at kronen/broen skal laves om. Er det nødvendigt at forsyne tanden med en rodstift for at få kronen eller broen til at sidde fast, er der en risiko for, at roden kan brække .
10-20 pct. af tænderne er brækket efter ti år. Risikoen for, at roden brækker på en tand, er dog flere gange større, hvis tanden ikke er blevet forsynet med en krone, men kun har fået en rodstift og en stor fyldning.
Hvor længe holder kroner og broer?
Hvis kronen eller broen skal holde i lang tid, er en omhyggelig mundhygiejne vigtig. Efter 15 år vil cirka tre ud af fire broer stadig fungere.
Kroner holder lidt bedre. Holdbarheden for de fleste kroner og broer er således lang, men du kan ikke i alle tilfælde regne med, at en krone eller en bro vil fungere resten af livet.